Først vågner uglen. Buret omkring den drejer, og små klokker begynder at ringe. Så løfter påfuglen hovedet, folder den store hale ud og drejer kroppen, så de gyldne fjer møder lyset fra en anden vinkel. Til sidst åbner hanen næbbet og galer. Midt i alt dette kan man næsten overse selve uret: Skiven sidder i hatten på en svamp ved foden af det forgyldte egetræ. [1][2]
Påfugleuret på Eremitagemuseet i Sankt Petersborg er ikke et ur, der blot er pyntet med fugle. Hele landskabet er en automat — en mekanisk konstruktion, som efter optræk udfører en fast række bevægelser. Den blev skabt i James Coxs værksted i London i 1770'erne og er udført i blandt andet bronze, sølv, glas og forgyldning. Eremitagens registrering daterer arbejdet til 1766–1772. [1][3]
Tiden gemmer sig i et landskab
Kompositionen er bygget som et lille stykke natur i metal. Påfuglen står på en kraftig egegren, uglen sidder i et bur, og hanen holder til længere nede. Rundt om dem findes blade, agern og mindre dyr. Det er et pragtstykke, men detaljerne har også en praktisk funktion: De skjuler de stænger, aksler og forbindelser, der overfører kraften fra værket til fuglene. [1][2]
Uret aflæses på svampen, mens en guldsmedsverden breder sig omkring det. Den løsning siger meget om Coxs metode. Han var guldsmed og entreprenør snarere end en urmagermester, der fremstillede alle værkets dele selv. Metropolitan Museum beskriver, hvordan han samlede specialiserede håndværkere omkring sine overdådige mekaniske objekter. Friedrich Jury, en tyskfødt mekaniker i London, forbindes med Påfugleurets konstruktion og senere transport til Rusland. [1][3]
En kostbar bestilling til Katarina den Store
Historien begynder ifølge Eremitagens egen redegørelse omkring 1777. Fyrst Grigorij Potemkin kendte til Coxs mekaniske værker og bestilte en monumental automat til Katarina den Store, som samlede kunst, naturhistorie og tekniske kuriositeter. Cox genbrugte en allerede eksisterende mekanisk påfugl og udvidede scenen med hanen, uglen og uret i svampen.