Ansigtet fylder kun en lille del af billedet. Resten er guld, sølv, øjne, trekanter, spiraler og mønstre, der næsten opløser Adele Bloch-Bauers krop i overfladen omkring hende. Gustav Klimts Portræt af Adele Bloch-Bauer I fra 1907 er både et menneskeportræt og et helt dekorativt rum. Man ser en kvinde, men også et værk, der gør det vanskeligt at afgøre, hvor stolen, kjolen og baggrunden begynder og slutter. [1]
Fire år fra tegning til gylden overflade
Bestillingen kom fra Adeles mand, industrimanden Ferdinand Bloch-Bauer, og var oprindeligt tænkt som en bryllupsdagsgave til hendes forældre. Klimt begyndte arbejdet i 1903, men blev ikke færdig i tide. Samme år rejste han til Ravenna og så mosaikkerne i San Vitale. Neue Galerie fremhæver især billedet af kejserinde Theodora som en vigtig inspiration til portrættets juvelagtige felter og lag af guld og sølv. [1]
Det fire år lange forløb kan anes i den forberedende kultegning. Her er Adele endnu ikke omgivet af den færdige overflades ornamenter. Kroppen, hovedets hældning og hånden ved ansigtet står alene på papiret. Forskellen mellem tegningen og maleriet viser, at guldet ikke blot er en kostbar ramme omkring motivet. Det er den konstruktion, som forvandler et privat portræt til et af Klimts hovedværker. [1][3]
Et ansigt, der nægter at forsvinde
Adele sidder eller står i en stilling, som bevidst er vanskelig at læse. Hænderne er foldet tæt sammen; ifølge museets beskrivelse skjulte gestussen en finger, hun var selvbevidst omkring. Om halsen bærer hun en diamantchoker, og i kjolen ligger øjenformer inde i gyldne trekanter. Initialerne AB gentages i kappen. Ornamentikken er overvældende, men identiteten er indbygget i den. [1]
Adele har en særstilling i Klimts produktion. Hun var den eneste person, han malede to gange i hel figur. Det andet portræt fra 1912 er langt mere farverigt og mindre domineret af metal, men netop derfor gør de to værker hinanden tydeligere: Det første er ikke bare et billede af en velhavende wienerkvinde, men et bevidst eksperiment med, hvor langt et portræt kan bevæge sig mod abstraktion uden at miste personen. [1][2]