Hope-diamanten ser næsten sort ud i de mørkeste partier. Først når lyset rammer facetterne, træder den dybe gråblå farve frem mellem de hvide diamanter i halskæden. Stenen vejer 45,52 karat, måler omtrent 2,5 × 2,1 × 1,2 centimeter og er slebet som en modificeret antik cushion. Den er stor nok til at dominere et smykke, men dens historie er endnu større end dens mål. [1][2]
En blå farve med en skjult reaktion
GIA klassificerede i 1988 farven som fancy dark grayish-blue og klarheden som VS1. Da stenen blev taget ud af indfatningen og undersøgt igen i 1996, blev farven beskrevet som natural fancy deep grayish-blue; Smithsonian understreger, at forskellen skyldtes ændret terminologi, ikke en ændring i selve diamanten. [2][3]
Den blå farve hænger sammen med spor af bor i diamantens krystalgitter. Hope er en naturlig type IIb-diamant, og under ultraviolet lys afslører den en egenskab, som dagslyset skjuler: Når UV-kilden slukkes, fortsætter stenen med at gløde intenst rødligt. Det er fosforescens, altså et efterlys, ikke det lys der ses, mens UV-kilden er tændt. GIA har målt bor-koncentrationen til omkring 0,36 ± 0,06 ppm og vurderer, at stenens stærke blå farve især skyldes dens usædvanlige størrelse frem for en ekstrem koncentration. [4][5]
Fra fransk kongeblå til navnet Hope
Historien kan følges tilbage til den franske handelsmand Jean-Baptiste Tavernier, som i 1668 solgte en stor blå diamant til Ludvig XIV. Stenen blev omslebet til den franske blå og indgik i kronjuvelerne. I september 1792, under den franske revolution, blev kronjuvelerne stjålet. Den blå diamant forsvandt. [6]
En mindre, omslebet blå diamant dukkede op i London i 1812. I et katalog fra 1839 optrådte den i bankmanden Henry Philip Hopes samling, og herfra kom navnet. Smithsonian angiver de accepterede vægte som cirka 115 moderne karat for Taverniers diamant, cirka 69 karat for den franske blå og 45,52 karat for Hope-diamanten. Sammenhængen mellem stenene er siden blevet undersøgt gennem historiske mål og modeller af de tidligere slibninger.