Et lommeur kan være så kompliceret, at det også bliver en fortælling om tid i en anden betydning. Breguets ur nr. 160 blev bestilt i 1783 af en officer fra Marie-Antoinettes garde. Ifølge urmagerhusets egen historik var ønsket at samle tidens kendte raffinementer og funktioner i ét ur, uden en fast økonomisk eller tidsmæssig grænse. Dronningen, som beundrede Abraham-Louis Breguets ure, kom aldrig til at se værket færdigt. [1]
Det gør uret til noget andet end en almindelig kongelig bestilling. Det gennemsigtige udtryk lader mekanikken træde frem, så man næsten kan læse urværket som et kort over håndværkets ambition. Dets ry skyldes ikke alene forbindelsen til en berømt ejer, men idéen om at presse urkunsten så langt, som datidens viden tillod. Breguet beskriver selv nr. 160 som et ur, der skulle samle alle kendte forbedringer og komplikationer. [1]
Historien stoppede ikke, da uret var færdigt. Breguet fortæller, at det blev stjålet fra et museum i Jerusalem i 1983 og dukkede op igen i 2007. Tyveriet gav det næsten mytisk status, men genfundet gør det muligt at skelne mellem legenden og den faktiske genstand. Fotografiet her viser det historiske ur i udstilling; det er ikke en nutidig model, der kan bestilles hos Breguet. [1]
I 2008 præsenterede urmagerhuset en ny version skabt på baggrund af arkivmateriale og originale tegninger. Det er vigtigt at holde de to ure adskilt: den nye version er en hyldest, mens nr. 160 er det originale arbejde med sin egen lange rejse. Netop i den forskel ligger fascinationen. Forbindelsen til Marie-Antoinette tiltrak oprindeligt opmærksomheden, men det er mekanikken og urets usædvanlige efterliv, der stadig holder den fast. [1]